Fernand Braudel Center, Binghamton University
http://fbc.binghamton.edu/commentr.htm
Commentary No. 120, Sept. 1, 2003
Brasilien og verdenssystemet: Lulas tidsalder
Brasilien er et vigtigt land i
verdenssystemet. Dets størrelse, dets store befolkning, dets rolle som leder af
Latinamerika og dets styrke som en semiperifer stat betyder alt sammen, at det,
der sker i Brasilien, har store konsekvenser, både geopolitisk og i forhold til
verdensøkonomiens struktur. I 2002 vandt for første gang i Brasiliens historie
et venstreorienteret partis kandidat valget, Luiz Inácio da Silva
("Lula") fra Partido dos Trabalhadores (PT), og syntes at signalere
en genopstandelse af venstreorienterede kræfter i Latinamerika og i Syd
generelt. Ikke desto mindre er både brasilianske og udenlandske
kommentatorers vurderinger blandede bare ti måneder senere. Endnu engang
stilles spørgsmålet, om det er muligt at fastholde en valgt venstreorienteret
regering, som vil føre en politik i opposition til nyliberalismens kræfter i et
land i Syd? Eller er USA’s, IMF’s og stærke kapitalistiske kræfters modpres for
voldsomt?
Vi må først se på samspillet mellem forskellige kræfter på Lulas
valgtidspunkt. Lula opnåede flertal ved at gå i alliance med andre partier
(fortrinsvis på midten). Hans parti
er et mindretalsparti i det brasilianske parlament. Brasilien har næsten
verdensrekord i intern ulighed. En stor del af landbefolkningen er jordløs.
Landet var bundet af aftaler, som det tidligere styre indgik med IMF. Brasilien
havde en stor gæld og en relativt lille valutareserve. I de seks måneder op til
Lulas valg blev han åbenlyst truet med massiv tilbagetrækning af investeringer
og finansielle overførsler, hvis det ikke lykkedes ham at ”forsikre”
verdenskapitalen, at han ikke ville vove tiltag, som de opfattede som
fjendtlige. På den anden side blev han båret til sin post på en bølge af
folkelig begejstring, både for ham personligt og for det anti-nyliberale
program, som han og hans parti repræsenterede. For Lula og for brasilianerne,
især de fattige, havde håbet besejret frygten. (kommentar nr. 100, 1. nov.,
2002 (engelsk)).
Der er tre områder, som dominerer brasilianernes politiske bekymringer:
økonomisk politik, jordreform og udenrigspolitik. Lulas regering besluttede at
handle først i forhold til den økonomiske politik. Lula gav visse garantier til
den internationale kapital allerede før sin indsættelse. Han slog fast, at
Brasilien ville fortsætte med at lægge vægt på inflationsbekæmpelse. Han
udnævnte Henrique Mireilles, som havde været chef for Bank of Boston, til chef
for centralbanken. Mireilles havde faktisk støttet Lulas modstander under
valget. Resten af Lulas økonomiske hold er også personer, som er ivrige efter
at føre en politik, der ikke står i modsætning til den internationale kapital.
For at forsvare sig siger regeringen, at den søger at genforhandle sin aftale
med IMF for at reducere begrænsninger på infrastrukturelle og sociale
investeringer – eller helt at undvære en aftale overhovedet.
To betydningsfulde økonomiske beslutninger i de seneste ti måneder skinner i
øjnene. Den brasilianske regering har fastholdt en ekstremt høj
obligationsrente. (Selvom de har sænket den fra 26% til 22%). Og den
brasilianske regering har gennemført en reform af det sociale sikkerhedssystem,
som kraftigt reducerer offentlige pensioner. Begge tiltag er finansielt
konservative. Begge tiltag er blevet voldsomt kritiseret af
venstreintellektuelle, men også af nogle erhvervsgrene, som føler, at de høje
renter gør det umuligt for dem at styrke deres økonomiske formåen. (I
modsætning til udenlandske banker og disses store brasilianske forbindelser). Disse venstreintellektuelle havde i stedet
foreslået et ”produktivt chok” gennem en radikal sænkning af renterne. En af
dem, Emir Sader, taler om en “tabt mulighed”, hvis meget negative effekter vil
kunne føles i den nærmeste fremtid.
På jordreformens område har regeringen været meget mere tilbageholdende end
indenfor den økonomiske politik. Indtil videre har den gjort meget lidt. Men
Lula har anstrengt sig for at beholde Movimento dos Sem-Terras (MST eller De
Jordløses Bevægelse) støtte, som var en vigtig historisk søjle indenfor PT, og
som fortsat har støtte hos brede kredse indenfor den katolske kirke så vel som
Coordenação dos Movimentos Sociais (som samler en lang række magtfulde
fagforeninger, studenterorganisationer og kirkelige organisationer). MST
benytter sig af besættelser af ubenyttet jord (som udgør en væsentlig del af
Brasiliens landbrugsareal). Regeringens officielle indstilling er, at
regeringen bør købe denne jord af ejerne og give det til de jordløse. Problemet
er, at den ikke rigtig har pengene til det, og dens økonomiske politik er ikke
en, der vil skaffe de nødvendige summer på overskuelig sigt. MST venter ikke og
fortsætter med at besætte land. De mødes med modstand, ofte bevæbnet, fra store
jordbesiddere, der betragter MST som en farlig bevægelse, der bør tilintetgøres
eller i det mindste kues. Disse jordbesiddere er oftest ikke engang parate til
at sælge deres jord og slet ikke at give den fra sig uden kompensation.
MST bad for nylig om audiens hos Lula, hvilket han gav dem 24. juni til stor
offentlig mishag hos jordbesidderne. I sin samtale med lederne af MST bad han
dem om at have ”tålmodighed” og forsikrede dem om sin ”moralske og historiske
forpligtelse” til en jordreform. En af MST’s ledere, João Paulo Rodrigues
Chaves, sagde, at de stadig havde tiltro til Lula, men han advarede ham om, at
han matte “gennemføre reelle forandringer” ikke senere end udgangen af 2003. Vi
får se, om han er i stand til det.
Endelig på det udenrigspolitiske
område – som selv hans venstreintellektuelle kritikere er enige om er mest
overbevisende – har Lula bevæget sig i forskellige retninger for at bekende
kulør. Han har strakt hånden voldsomt ud til andre ledere i Sydamerika – ikke
kun Venezuela og Argentina – men også Peru, som han besøgte sidste måned for at
fremføre ideen om, at Mercosur (Mercosul på portugisisk) må styrkes, bredes ud
og blive en vigtig kraft på den geopolitiske verdensscene. Mercosur er i
dag en økonomisk union på forsterstadiet med bare fire fuldgyldige medlemmer,
der har reduceret tarifferne mellem hinanden. Dens styrke er cirka på niveau
med de tidlige udgaver af Den Europæiske Union for 30-40 år siden.
Selvfølgelig er det store spørgsmål, hvordan Mercosur forholder sig til Free
Trade Agreement of the Americas (FTAA eller ALCA på spansk og portugisisk), som
drives frem af USA. USA betragter grundlæggende Mercosur som i bedste fald et
irritationsmoment, i værste fald en fjende. USA ønsker en frihandelsaftale, som
åbner latinamerikanske lande for sine finansielle institutioner og vil garantere
intellektuel ejendomsret. Latinamerikanerne er interesserede i adgang for deres
produkter på det nordamerikanske marked. Hver side håber grundlæggende på at
nedlægge veto mod eller afværge den andens hovedkrav ved at insistere på, at de
spørgsmål, som hver side ikke kan lide, bliver behandlet indenfor rammerne af
Verdenshandelsorganisationen, WTO (i stedet for bilateralt), hvor hver side
tror, at den kan finde støtte.
Til syvende og sidst er
USA/Brasilien-kontroversen om FTAA/ALCA stridens æble. Hvis Lula holder
fast på sin position, vil han opleve, at han har gjort en stor forskel på
verdens geopolitik, og at Bush-regeringen vil behandle ham uden nåde. Hvis han
på den anden side ikke gør det, vil han næppe have meget at byde på i sin
regeringsperiode.
Brasilien er allerede
midt i en valgstemning. Der er valg til de lovgivende organer i 2004 og
præsidentvalg i 2006. PT har optegnet en liste over partier, som det ønsker at
danne alliancer med, og de som det ønsker at gå imod for enhver pris. Lula siger,
at han ikke ved, om han vil stille op igen. Men ingen tror ham. Og hans
meningsmålinger er i øjeblikket gode. Han er en karismatisk figur, og der er
ingen synlig, seriøs modkandidat.
Hvilken slags regering er Lulas regering? Hans støtter siger, at det er en
centrum-venstre-regering (nødvendigvis, på grund af alliancerne). Han sagde
selv i august, at han ikke er og aldrig har været ”venstreorienteret”, selvom
hans offentlige erklæringer fra fortiden synes at modsige det, idet han talte
om at være del af den latinamerikanske venstrefløj med et socialistisk
perspektiv. Nogle venstreintellektuelle i Brasilien siger nu, at hans regering
er en højrefløjsregering, selvom de også siger, at der ikke er noget
venstrefløjsparti til at udfordre ham.
I nabolandet Argentina fører
præsident Kirchner den politik, mange havde forventet eller håbet, at Lula
ville følge, og som ikke blev forventet af Kirchner. Men Lula og Kirchner har
forskellige sociale og kulturelle ”begrænsninger”; Som den venstreorienterede
uruguayanske forlægger Raúl Zibechi for nylig mindede os om, har Argentina en
middelklasse, som har haft et betydeligt indkomsttab, mens Brasilien har en
middelklasse, der stadig stiger opad. Kan Lula bevæge sig mere i den
retning, som PT historisk repræsenterede i Brasilien? Det afhænger til dels af,
i hvor høj grad han har succes med Mercosur. Det afhænger også af, som kun få
erkender, hvor store problemer George Bush befinder sig i. Manøvrerummet for en
regering som Lulas øges betydeligt med graden af USA’s politiske og økonomiske
vanskeligheder. Billedet vil blive meget tydeligere i løbet af 2003.
Oversat af Anders Hassing
[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder
forbeholdes. Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller
e-maile til andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle
internetsites under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og
copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering
i trykte og/eller andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag
på iwaller@binghamton.edu, fax: 1-607-777-4315.
Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er
tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv
i stedet for de umiddelbare overskrifter.]
_____
Email this Commentary to a colleague
______________________________________________
Go to List of Commentaries