Fernand Braudel Center, Binghamton University
http://fbc.binghamton.edu/commentr.htm
From:
Anders Hassing [anders@monsun.dk]
Fernand Braudel Center, Binghamton University
http://fbc.binghamton.edu/commentr.htm
Komentar nr. 139, 15. juni, 2004
Tyrkiet i Europa?
Er Tyrkiet europæisk? Vil Tyrkiet blive accepteret som en del af EU? Spørgsmålet, som har dæmret
i over tyve (hvis ikke halvtreds) år, får ikke stor opmærksomhed uden for
Tyrkiet og endnu mindre i Vesteuropa. Ikke desto mindre er det et af de
vigtigste geopolitiske emner i de kommende årtier.
Et intelligent svar på spørgsmålet må tage afsæt i det sekstende århundrede, da
det Osmanniske Rige var på højden af sin storhed og betydning under Suleiman
den Store. Dengang syntes det Osmanniske Rige at være anti-europæisk -
et muslimsk imperium, der ekspanderede overalt inklusive ind i det kristne
Europa. Det kontrollerede ikke bare det meste af hvad vi i dag regner for den
arabiske verden, men erobrede også hele Sydøsteuropa. Det kulminerede i det
syttende århundrede, i det såkaldte Türkenjahr, da de lykkedes den
habsburgske kejser at modstå den anden osmanniske belejring af Wien, i selve
Europas midte. Herefter begyndte det Osmanniske Rige langsomt at trække sig
tilbage indtil det i det nittende århundrede blev regnet for "Europas syge
mand". Men bemærk, at det blev kaldt "Europas" syge mand.
Det Osmanniske Rige brød endegyldigt sammen i kølvandet på første verdenskrig.
Krigshelten fra Dardanellerslaget i 1915, Mustafa Kemal (som senere blev kaldt
Atatürk, det tyrkiske folks far), dannede i 1919 en national
befrielsesbevægelse, der havde som mål at skabe en tyrkisk republik, som var
nationalistisk og sekulær. I 1922 blev det osmanniske sultanat afskaffet. I
1923 udråbtes Den Tyrkiske Republik med Atatürk som præsident. Og i 1924 blev
kalifatet, det vil sige den religiøse autoritet, som den osmanniske sultan
havde inkarneret, også afskaffet. (Da Osama bin Laden i 2001 henviste til 80
års muslimsk ydmygelse, sporede han det netop til afskaffelsen af kalifatet.)
Atatürks program var målbevidst "vestliggørelse" - at forandre
retssystemet, befri kvinderne, afskaffe religiøse symboler (som at gå med fez)
og først og fremmest "etatisme" - statens centrale rolle i borgernes
liv. Vestliggørende, men ikke pro-europæisk i den forstand, at den Tyrkiske
Republik var indædt anti-imperialistisk og spillede en rolle i Folkeforbundet,
som vi forbinder med Indiens senere rolle i FN - en konstant kritiker af
kolonialisme og imperialisme. Selvom forholdet til Sovjetunionen i begyndelsen
var godt (en fælles antiimperialistisk indstilling), så blev det alvorligt
forværret i mellemkrigstiden. Og under anden verdenskrig forblev Tyrkiet
neutralt, til de allieredes store fortrydelse.
Da Storbritannien i 1946 proklamerede sin politiske tilbagetrækning fra
Mellemøsten, benyttede USA sig af situationen. Truman-doktrinen plantede USA
solidt bag Grækenlands og Tyrkiets regeringer overfor det, som de og USA
opfattede som den sovjetiske trussel. Så da Nato blev dannet i 1949 forekom det
selvindlysende, at Tyrkiet skulle være medlem. Og da FN anmodede om tropper til
at hjælpe Sydkorea i 1950, reagerede Tyrkiet på en afgørende måde. Nu havde
Tyrkiet udskiftet sin kulturelle vestliggørelsesmodel fra Frankrig (oprindelig
foretrukket indtil 1920'erne) til USA.
Da det parti, som Atatürk havde grundlagt, begyndte at miste styrke for første
gang i perioden efter 1945 trådte Tyrkiets væbnede styrker i forgrunden som den
vigtigste garant for sekulær nationalisme og etatisme (det vil sige en homogen
jakobinsk version af statens rolle). Da det daværende EF i 1970'erne begyndte
at udvide sig ind i Sydeuropa, viste Tyrkiet interesse, men blev forbigået. Det
er imidlertid ikke sikkert, at Tyrkiet selv på det tidspunkt var så ivrig efter
at forenes med Europa.
Tyrkiet var opslugt af sine egne problemer: væbnede styrker der havde taget
magten ved adskillige lejligheder, en begyndende opstand fra den store kurdiske
befolkning, der befandt sig i det sydøstlige Tyrkiet og en begyndende
islamistisk genopvækkelse. For almindelige tyrkere, og især de væbnede styrker,
eksisterede der ikke kurdere. Der fandtes kun tyrkere. Og de var ikke villige
til at tillade nogen form for anerkendelse minoritetsrettigheder, inklusive
sproglige rettigheder. De væbnede styrker undertrykte oprør med store
omkostninger. De væbnede styrker var heller ikke villige til at gøre nogen form
for indrømmelser overfor islamisterne. De blev også undertrykt. Ikke desto
mindre var det en periode med stigende bekymring om menneskerettigheder i
Vesteuropa, og mønstret med brutal undertrykkelse og militær magtovertagelse blev
i Vesteuropa dømt særdeles uacceptabelt i et land, der anmodede om integration
i de europæiske institutioner. Der var også en anden overvejelse. I 1950'erne
behøvede Vesteuropa en indvandring af arbejdere for at tilfredsstille sin
voksende industri. Og de henvendte sig i særlig grad til tyrkere. Dette var
især tilfældet for Tyskland, som havde et stort Gastarbeiter-program.
Men med begyndelsen af Kondratieff B-fasen i 1970'erne og dermed stigende
arbejdsløshed begyndte både regeringer og offentlighed at mene, at tyrkerne
burde rejse hjem. På nuværende tidspunkt var der ikke desto mindre tale om
andengenerations-tyrkere, der var født i Tyskland og andre steder i Europa, som
opfattede sig som indfødte i disse lande og ikke bare ønskede at forblive, men
også at udøve deres fulde rettigheder som statsborgere. I kraft af at mange
tyrkere forblev i Vesteuropa og at mange nordafrikanere også indvandrede dertil
(især, men ikke kun Frankrig), begyndte den muslimske befolkningsgruppes
procentandelen at vokse markant. Og i takt med at den islamistiske indflydelse
begyndte at vokse blandt disse muslimer, begyndte akutte kulturelle (og
politiske) konflikter at spille en vigtig rolle i den vesteuropæiske dagligdag.
I 1990'ener, efter Sovjetunionens kollaps, vendte Vesteuropa sig mod
inddragelsen af Øst- og Centraleuropa i sine institutioner. Og Tyrkiet blev
gentagne gange sat bag i køen efter disse lande. I mellemtiden fandt en
bemærkelsesværdig ting sted i Tyrkiet. En islamistisk bevægelse kom faktisk til
den politiske magt. Men det var en usædvanligt "moderat" islamistisk
bevægelse, som viste sig mere entusiastisk overfor integration i Europa end det
gamle etatistiske militær. Islamisterne ved magten så Europa som garant for
deres borgerrettigheder. Det samme gjorde kurderne. USA foretrak også tyrkisk
integration i Europa, fordi det så som en forhindring for enhver tendens til,
at Tyrkiet skulle bryde med Vesten og dermed med USA.
Med udsigt til at Tyrkiet faktisk ville blive forenet med Europa begyndte nogle
vesteuropæiske ledere at udtrykke frygt, især Valérie Giscard d'Estaing og
Helmut Kohl, som åbent erklærede, at Tyrkiet ikke passede ind. Hvad de i
virkeligheden mente var selvfølgelig, at en optagelse af Tyrkiet i EU pludselig
ville forøge procentdelen af muslimer i Europa signifikant. Det var et
tidspunkt, hvor Frankrig forbød skolepiger at bære muslimske hovedtørklæder. Og
politikere over hele Europa begyndte at reagere åbent på frygt for muslimer.
Emnet er pludselig blevet akut for Europa og for Tyrkiet. For Europa er
spørgsmålet, om Europa vil bygge sin fremtid på at være en kristen kultur eller
at være en sekulær kultur. Lige nu diskuterer europæere indædt, om der i den
nye forfatning bør være eksplicitte henvisninger til Europas kristne arv, noget
der fremføres kraftigt af Vatikanet. Spiren til forøget intern uro afhænger af
graden hvorved Europa kan eller ikke kan finde måder at skabe kulturelt rum for
sin uundgåeligt voksende muslimske befolkning. Integration af Tyrkiet betragtes
af nogle som tungen på vægtskålen i retning af større uro. Men det ses af andre
som en af de bedste måder til at overkomme uroen.
I mellemtiden i Stormellemøsten, som Bush-administration holder af at kalde
det, kan en afvisning af Tyrkiet være et vigtigt tillæg til regnestykket. Tyrkiet
er muslimsk, men det er også arving til den osmanniske dominans over den
arabiske verden og er blevet iagttaget med stor mistro af de arabiske
befolkninger og stater lige siden deres uafhængighed. Bliver Tyrkiet på den
anden side definitivt afstængt fra Europa, er det meget muligt, at den
"moderate" islamisme, som nu regerer, vil tabe terræn til en mindre
"moderat" version, noget der ville ramme signifikant tilbage på
Europa. Tyrkiet i Europa er ikke et mindre spørgsmål.
Immanuel Wallerstein
Oversat af Anders Hassing
[Copyright Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes.
Tilladelse gives til at downloade, videresende elektronisk eller e-maile til
andre og til at offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites
under forudsætning af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises.
Kontakt forfatteren vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller
andre former, inklusive kommercielle internetsites og uddrag på
iwaller@binghamton.edu, fax: 1-607-777-4315.
Disse kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er
tænkt som refleksioner over den eksisterende verden set i et længere perspektiv
i stedet for de umiddelbare overskrifter.]
_____
Email this Commentary to a colleague
______________________________________________
Go to List of Commentaries