Fernand Braudel Center, Binghamton University
http://fbc.binghamton.edu/commentr.htm
Kommentar nr. 147, 15. oktober,
2004
"Folkeafstemningen"
Det
amerikanske præsidentvalg den 2. november vil være en folkeafstemning om
George W.
Bush og krigen i Irak. Hvis hele verden havde stemmeret, ville Bush tabe
overvældende. Han ville formentlig højst få 20 pct. af stemmerne. Selv i lande,
hvor regeringerne har støttet den amerikanske politik – Storbritannien,
Italien, Polen, Pakistan – mener befolkningerne, at krigen I bedste fald var en
politisk fejltagelse, i værste fald at det var en ulovlig og umoralsk handling.
Bush ville uden tvivl tabe i selve Irak.
Men hele
verden har naturligvis ikke stemmeret. Det har kun amerikanske statsborgere. Og
de er langt mere jævnbyrdigt splittede end resten af verden. Da USA invaderede
Irak i april 2003, støttede et stort flertal regeringen. Men opbakningen er
faldet støt siden, og i dag mener et flertal af befolkningen (men kun et
snævert flertal), at Bush begik en stor
fejltagelse.
Faktisk er
der en interessant detalje ved meningsmålingerne. Hvis man spørger om Irak,
klarer Bush sig ikke godt, og han klarer sig dårligere for hver dag, der går. Men
hvis intervieweren i stedet spørger til ”krigen mod terror” eller den såkaldte
homeland security, mener flertallet, at Bush klarer sig godt eller i hvert fald
bedre end sin modstander. Så hvad måler målingerne?
Når der
spørges til Irak, måles et konkret fænomen – irakisk stabilitet, oprørets
styrke. Og det, den amerikanske offentlighed ser, er daglige tab af amerikanske
og irakiske liv, og intet tyder på, at situation vil bedre sig I den nærmeste
fremtid. Selv Bush-regeringen indrømmer det ved at sige, at selvom situationen
i Irak stadig kan forværres, så vil den i sidste ende blive bedre. Men når
meningsmålingens spørgsmål handler om terrorisme, siger svarene ikke noget
konkret, men snarere noget om en uhåndterlig frygt for et
uhyre
derude, der er svært et begribe, og som hedder islamisk fundamentalisme eller
Al-Qaeda eller bare ”terrorister”. Og da det er uhåndterligt og for det meste
skjult, er reaktionerne derpå mere baseret på følelser end på omhyggelig
analyse.
Når
meningsmålingsinstitutterne laver et udtræk af den amerikanske frygt, svarer
mange (måske de fleste) ikke med henblik på at løse reelle problemer, men for
at give udtryk for deres psykiske desperation. Aviserne kan dagligt pege på, at
Irak-krigen faktisk ikke har svækket Al-Qaede betydningsfuldt, men snarere
styrket det. Ikke desto mindre lader dette ikke til at skade Bush så meget, som
man kunne forvente. Bush samler støtte gennem sin
sort-hvide
macho-skildring af situationen. Han går efter at udstråle ufravigelig styrke,
og en del af vælgerskaren responderer på den indstilling.
Når man
hører de to kandidater debattere, er det tydeligt, at de henvender sig til en
udbredt frygt for fremtiden. Bush understreger frygten for en fjende. Og han
retfærdiggør alt, han foretager sig, som en måde at reagere på den fjende. Kerry
understreger frygten for en nedgang. Han argumenterer for, at Bush svækket
USA’s status og magt i verden ved sin uduelige udenrigspolitik, ved at ”udkæmpe
den forkerte krig på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted”. Han
argumenterer for, at amerikanske job forsvinder,
især dem i
manufaktursektoren, og påpeger, at Bush er den første præsident I 70 år (dvs.
siden depressionen i 1929) i hvis embedsperiode beskæftigelsen rent faktisk er
faldet. Han argumenterer for, at amerikanerne bør frygte for deres pension, og
at Bush’ finansielle uansvarlighed sætter landets betalingsevne og amerikanske
børns fremtidige levestandard over styr.
Til alt
dette svarer Bush, at han er optimistisk over ”frihedens sejrsgang gennem hele
verden”. Men når han har sagt det, vender han øjeblikkeligt tilbage til temaet
om, at USA er i stor fare, en fare hvis løsning primært ligger i amerikanske
hænder, og at Kerry vil være for svag til at imødegå faren.
Så det er
frygt, frygt, frygt. Brænder det et sted med så megen røg? Sidste gang, den
amerikanske befolkning var så bange, var under depressionen der startede i
1929. Og da Franklin Roosevelt blev valgt som præsident, sagde han berømt i sin
tiltrædelsestale i 1933: ”det eneste vi bør frygte, er frygten selv”. Rosevelt
tilbød en New Deal, en velfærdsstat, en legitimering af fagforeninger, en ”god
naboskabs-politik” i Latinamerika. Og da USA blev angrebet i Pearl Harbor og
gik ind i Anden Verdenskrig, tilbød han ”fire
friheder”,
der indbefattede ”frihed for frygt”.
I denne
periode genvandt det amerikanske folk sit selvværd og havde endnu engang en
positiv opfattelse af sig selv og sin rolle i verden. Dette varede ved gennem
Trumans, Eisenhowers, Kennedys, og de første år af Lyndon Johnsons
præsidentperioder. Vietnamkrigen var det chok, den var,
fordi USA med al sin militærmagt ikke kunne vinde krigen. Herefter fulgte 30 års usikkerhed
og indadvendthed i den amerikanske befolkning, som den fandt svært at håndtere.
Carter gav offentligt udtryk for denne usikkerhed, og han blev afvist til
fordel for den smilende Ronald Reagan, som talte om ”byen på bakken” – drømmen
om et rent og moralsk triumferende Amerika igen.
Sovjetunionens
sammenbrud lod til at bekræfte drømmen. Men det blev hurtigt efterfulgt af
udfordringen fra Saddam Hussein og de etniske udrensninger på Balken og i
Afrika, som USA på trods af sin utvivlsomme militærmagt ikke kunne inddæmme
effektivt. Frygten var allerede i vækst, da Osama bin Laden successfuldt angreb
USA derhjemme, og Bush greb muligheden for at forfølge det længe planlagte
nykonservative ønske om at invadere Irak. Forventningen var, at invasionen
ville genoprette et uudfordret amerikansk hegemoni I verdenssystemet. Men i
virkeligheden blev det svækket endnu mere. Og den
amerikanske
befolkning føler det, om end svagt.
Så hvad
kan amerikanerne gøre? De ved det ikke, men de vil stemme. Og det vil være en stemme enten for
eller imod Bush. Vi får se.
by
Immanuel Wallerstein
Oversat af
Anders Hassing
Published
on Kontradoxa http://www.modkraft.dk/kontradoxa
[Copyright
Immanuel Wallerstein. Alle rettigheder forbeholdes. Tilladelse gives til at
downloade, videresende elektronisk eller e-maile til andre og til at
offentliggøre denne tekst på ikke-kommercielle internetsites under forudsætning
af, at essayet forbliver intakt og copyrightnoten vises. Kontakt forfatteren
vedrørende oversættelse, publicering i trykte og/eller andre former, inklusive
kommercielle internetsites og uddrag på
immanuel.wallerstein@yale.edu,
fax: 1-607-777-4315.
Disse
kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som
refleksioner
over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i
stedet for
de umiddelbare overskrifter.]
_____
Email this Commentary to a colleague
______________________________________________
Go to List of Commentaries