http://fbc.binghamton.edu/commentr.htm
Commentary No. 190, August 1, 2006
Magten tipper
Staten Israel blev oprettet i 1948. Lige siden har der konstant været voldelige
konflikter mellem jøder og arabere i Israel og mellem Israel og dets nabolande.
Somme tider har volden været behersket eller kun latent. En gang imellem er den
eskaleret til åben krig, som det er sket nu.
Hver gang volden er blusset op i fuldt omfang, har det omgående medført en debat
om, hvem der begyndte på den, som om det spillede nogen rolle. Vi befinder os
nu midt i en krig mellem Israel og Palæstina i Gaza og mellem Israel og
Libanon. Resten af verden er travlt optaget af den sædvanlige ørkesløse debat
om, hvordan den åbne krigsførelse kan reduceres til behersket vold.
Alle
israelske regeringer har ønsket at skabe en situation, hvor verdenssamfundet og
Israels naboer anerkender dets eksistens som stat, sådan at volden mellem
grupper og stater kan ophøre. Israel har aldrig været i stand til at nå dette
mål. Når voldsniveauet er forholdsvis lavt, er den israelske offentlighed delt
i spørgsmålet om den mest
hensigtsmæssige strategi. Når volden eskalerer til krig, slutter de jødiske israelere
og den internationale jødedom som regel op om den siddende israelske regering.
Israels strategi lige siden 1948 har i realiteten bygget på to hovedhjørnestene,
som skulle føre til det ønskede mål: et stærkt militær og stærk støtte fra den
vestlige verden. Hidtil har denne strategi virket i den ene henseende, at
Israel stadig eksisterer. Spørgsmålet er, hvor meget længere man kan regne med,
at den vil virke.
Den udefra kommende støtte har været afhængig af forskellige magter. Vi har helt
glemt, at den afgørende militære støtte til Israel i 1948 kom fra Sovjetunionen
og dens østeuropæiske vasalstater. Da Sovjetunionen trak sig ud, trådte
Frankrig til og overtog rollen. Frankrig bekæmpede dengang revolutionen i
Algeriet og betragtede Israel som en vigtig forbundsfælle i kampen mod den
algeriske nationale befrielsesfront. Da Algeriet blev selvstændigt i 1962,
opgav Frankrig støtten til Israel for i stedet at knytte varige forbindelser
til det nu uafhængige Algeriet.
Først herefter gav USA sin nuværende fulde støtte til Israel. Et væsentligt
element i denne kovending var den israelske militære sejr i seksdageskrigen i
1967. Under
denne krig erobrede Israel alle de territorier, der havde hørt under det tidligere
britiske mandat i Palæstina, og en hel del mere. Det beviste sin evne til at
optræde som en stærk militærmagt i regionen. Dette forhold forandrede
opfattelsen hos den internationale jødedom, som hidtil kun for omkring 50
procents vedkommende havde bifaldet oprettelsen af staten Israel, men nu
støttede landet med et stort flertal, der kunne være stolt af Israel. På dette
tidspunkt blev også Holocaust en væsentlig del af den ideologiske
retfærdiggørelse for Israel og dets politik.
Efter
1967 har ingen israelsk regering opfattet det som en nødvendighed at forhandle
med palæstinenserne eller med den arabiske verden. Man har tilbudt ensidige
fredsaftaler, men altid kun på israelske betingelser.
Israel ville ikke forhandle med Nasser. Derefter ville det ikke forhandle med
Arafat. Og nu vil det ikke forhandle med såkaldte terrorister. Det har i stedet
sat sin lid til den ene militære magtdemonstration efter den anden.
Israel er nu - fra en isra elsk synsvinkel - inddraget i præcis den samme
katastrofale brøler, som George Bush begik, da han invaderede Irak. Bush
troede, at en militær
magtdemonstration ville etablere en ubestridt amerikansk tilstedeværelse i Irak
og intimidere resten af verden. Bush har måttet sande, at den irakiske modstand
var langt stærkere fra et militært synspunkt, end han havde regnet med, at USAs
politiske allierede i Irak var langt mindre pålidelige, end han var gået ud
fra, at de ville være, og at den amerikanske befolknings støtte til krigen ikke
var nær så fast, som han havde håbet på.
USA
er derfor på vej mod en ydmygende militær tilbagetrækning fra Irak. Israels
øjeblikkelige felttog er en direkte parallel til Bushs invasion af Irak. De israelske
generaler er allerede ved at indse, at Hizbollahs militære sektion er langt
stærkere end forudset, at USAs allierede i regionen er ved at lægge stor
afstand til både Israel og USA (den irakiske regering støtter således Libanon,
og det samme gør nu også Saudi-Arabien), og de vil også snart erfare, at den
israelske befolknings støtte til krigen ikke er nær så
fast som forventet. Når den israelske regering tøver med at sende flere landtropper
ind i Libanon, skyldes det hovedsagelig den forventede reaktion fra den
israelske befolkning.
Israel
er derfor på vej mod en ydmygende våbenhvile. Den israelske regering har ikke
forstået, at hverken Hamas eller Hizbollah har brug for Israel. Det er Israel,
der har brug for dem og endda har hårdt brug for dem. Hvis Israel vil undgå at
blive en korsfarerstat, som ender med at gå til grunde, kan det kun sikre sig
de nødvendige garantier hos
Hamas og Hizbollah. Først når Israel er i stand til at acceptere disse to bredt
funderede organisationer som talsmænd for palæstinensisk og arabisk nationalisme,
vil det kunne leve i fred med dem.
Det bliver uhyre vanskeligt at finde frem til en holdbar fredsaftale. Men
grundpillerne for Israels nuværende strategi - dets egen militære styrke og
USAs betingelsesløse støtte - er meget spinkle. Israels militære forspring vil
blive stadig mindre i de kommende år. Og i årene efter Irak-krigen er det meget
muligt, at USA vil opgive støtten til Israel, ligesom Frankrig gjorde i
1960erne.
Israels eneste garanti må nødvendigvis bero på palæstinenserne. Og for at få
denne garanti må Israel grundlæggende nytænke sin overlevelsesstrategi.
Immanuel Wallerstein
Oversat af Claus Bech.
[Copyright
by Immanuel Wallerstein, distributed by Agence Global. For rights and
permissions, including translations and posting to non‑commercial sites,
and contact: rights@agenceglobal.com, 1.336.686.9002 or 1.336.286.6606.
Permission is granted to download, forward electronically, or e‑mail to
others, provided the essay remains intact and the copyright note is displayed.
To contact author, write: immanuel.wallerstein@yale.edu.
Disse
kommentarer, som offentliggøres to gange månedligt, er tænkt som refleksioner
over den eksisterende verden set i et længere perspektiv i stedet for de
umiddelbare overskrifter.
_____
Email this Commentary to a colleague
______________________________________________
Go to List of Commentaries